 |
Ud i havene
og oceanerne
Havenes og oceanernes biologiske rigdomme
|
| |
Kombinationen og variationen af fysiske
faktorer (is, klipper, sand, mudder, temperatur, saltindhold, vand,
vandbevægelse, næringsstoffer, lys) bestemmer systemets
biologi. |
| |
Kysterne. Flodmundinger og
deltaer med saltede marsk- og vådområder, sandede og
stenede kyster, bugte, vige, fjorde og klipper. Disse repræsenterer
alle transitionsområderne mellem land og hav - et ben i hver
lejr. De smalle kystlinier og bredere deltaer giver plads til at
leve og yngle. Det er fuglene der giver nogle af de tydeligste tegn
på havets produktivitet. De migrerer hvert år nordpå
til den korte sommer, flyver tusinder af kilometre fra tempererede
og tropiske regioner - endda fra Antarktis som ternen gør
det med en årlig rundtur på 32.000 km. |
| |
På de mudrede og tilsandede
bredder går store antal vadefugle rundt og spiser krebsdyr,
bløddyr, orme og små fisk. Vadefugle (almindelig ryle,
islandsk ryle, klire og dværgryle) yngler næsten udelukkende
i Arktis. Fuglebestandene på enkelte arter kommer i nærheden
af 3,5 million fugle, hvoraf nogle også bruger vådområderne
i tundraen (*Kort 6 fra Zockler, WCMC). Terner yngler i kolonier
og dykker efter små fisk i kystvandene. Store kolonier, sommetider
flere hundrede tusinde af langnæbbede lomvier, alke, suler,
skarve og søkonger laver reder på høje klipper
eller små udhulinger i tørven. De fisker efter lodde,
tobis, polartorsk og andre fiskearter. De generes af kjover og måger.
Deres fuglegødning/ ekskrementer gøder de tydelige
pletter af grønt på klippeafsatserne. Klipperne, der
fyldes med deres skrig er stille om vinteren. (*Fotografi af langnæbbet
lomviekoloni s60, Hansen) |
| |
Kontinentalsokkelen, havene og
oceanerne. De lave kystvande giver ganske store mængder
af forskellige krebsdyr, bløddyr, svampe, orme, anemoner,
søstjerner og mindre fisk. De lever af algerne, forvitringsprodukter
eller plankton, og er fødekilder for større fisk,
fugle og pattedyr såsom hvalros og sæler. De lave vande
er også ynglesteder for lodde, polartorsk og andre fisk i
marts og april. Hver stime af lodder kan bestå af flere hundrede
tons fisk, der drager ud i dybere vande og til iskanten for at indtage
plankton. Her bliver de også selv spist af havfugle, større
fisk såsom torsk, sæler og hvaler. |
Maximum and minimum sea-ice extent. |
Is spiller en stor rolle i marineøkologi.
Om vinteren strækker isen sig langt mod syd indtil det når
dets maximum i marts. Den trækkker sig tilbage om sommeren
og efterlader store dele af Det arktiske Hav permanent tildækkede
af pakis med højderygge over og under vandet (AMAP kort af
havis s13). Men selv i pakisen findes der åbent vand, enddog
om vinteren, der forårsages af vind- og vandbevægelser
samt opstigende varmt vand. Om sommeren er omkring 10% af pakisen
åbent vand. |
| Næringsstoffer, der transporteres
hertil af vandet fra floderne eller af atmosfæren, danner
det kemiske grundlag for algevækst. De vokser på overfladen,
i og under isen, samt i åbent vand. De er tilpassede til at
vokse ved lave temperaturer, men trives også i vande hvor
temperaturen påvirkes af det globale 'transportbånd'.
De kan ligeledes vokse i et minimum af lys der skinner igennem isen.
Disse alger - de primære producenter - er nøglen til
de arktiske haves fødekæde. |
| |
Iskanten er især i de
lavere vande en meget produktiv zone. En kompleks fødekæde
har udviklet sig, strækkende fra algespisere, forskellige
rovdyr op til isbjørnen og polarræve som bevæger
sig langt ud på isen for at finde føde. De flydende
alger eller phytoplankton på det åbne vand er fødekilder
for små og store krebsdyr, der igen er fødekilder for
sild, lodde og forskellige bardehvaler. (iskant og åbentvands
fødekæder, s33 Hansen) |
|
Previous
Chapter 