|
Sne, is og vand |
|
De tre forskellige faser af H2O er
de væsentligste drivkrafter bag udformningen af landet, biologien
og menneskernes livsvilkår. Igennem årtusinder har den
akkumulerede sne dannet de store iskapper og gletchere i Arktis.
De årlige snelag danner nu 'det frosne arkiv' som forskere
undersøger for at kortlægge klimahistorie - især
fra den grønlandske indlandsis. Indlandsisen er op til 3.000
m dyb og er den største ferskvandsbeholdning i verden. (*Indlandsis
og iskerne - no picture yet) |
|
Ismasserne flyder over og danner gletcherne.
Disse skubbes væk af presset ovenfra, og bevæger sig
op til 30 m om året, alt imens der slides på klipper
og resterne af disse transporteres væk. Resterne aflejres
som moræner, eller transporteres væk af smeltevandet.
Smeltevandet danner floder og vandløb: dybe og hurtige hvor
der er stejlt, og breddere og langsommere på fladere land,
hvor vandet spreder sig i et floddelta. Vandet fra gletchere og
smeltende sne bidrager til de mange tusinde damme, søer og
vådområder der kendetegner store dele af Arktis (*våd
tundra, Kolyma flodbassinet, AMAP s18). |
|
Men det er permafrost - en anden vandkilde
- der forhindrer vandet i at dræne ned i de dybere jordbundslag
(*AMAP, nederst på side 9, diagram af vandbevægelser
på en permafrost hældning). Selvom det sner meget lidt
(mindre end 300 mm i kontinentale områder), så dominerer
vand landskabet. Undtagelserne finder man hvor en stenet jord dræner
vandet, hvorved plantevækst forhindres og polarørkenen
opstår. En grund til at snefaldet er så lavt, skyldes
at den kolde luft transporterer langt mindre vand end varm luft.
Nær kysterne kommer den varme luft ind fra havet og afkøles
når den rammer land, hvor den tvinges til at stige af bjergene
og producerer nedbør. Derfor har kystområder måske
op til 3.000 mm årlig nedbør (sne og regn) på
trods af at de er varmere. |
|
Som en konsekvens af forholdet mellem
temperatur og lufts vandholdende kapacitet, vil klimatisk opvarmning
betyde større snefald og regn, især langs kysterne. |
|