The ArcticMainpage
Click to view
PDF-version
PDF-version
of this article
Arktis som et hjemland
by Piers Vitebsky
CHAPTERS:
Previous ChapterPrevious Chapter  
Fremtiden: Internationaliseringen af Arkti
Conclusion
  1990erne bevidnede en evigt voksende interesse i Arktis, som ikke kun begrænsede sig til lande med territorialgrænser i regionen. Noget der er adskillige grunde til.
  Til at starte med er det begyndt at gå op for forskere, hvor vigtig Arktis er for deres forståelse af global opvarmning - et problem der har betydning for alle mennesker. Hvis det er sandt at jordens temperatur gradvist stiger, så kan dette, siger forskerne, ses mest største tydelighed i den gradvise afsmeltning af isen i Arktis.
  En anden grund er at liberaliseringen af Rusland har åbnet en stor del af Arktis, som førhen var lukket land. Et helt nyt område har set dagens lys i international forskning, diplomati og handel. Fremfor at amerikanske og sovjetiske atommissiler vender mod hinanden, så kan begge parter nu beskæftige sig med de tekniske problemer der ligger i at gøre det polarbassinet til et internationalt besejlet område. Hr. Gorbachev foreslog i en berømt tale, at arktiske lande burde stå sammen i oprettelsen af en atomfri zone; i at udarbejde en fælles plan for brugen af naturens ressourcer og beskytte miljøer, såvel som at garantere indfødte folks rettigheder. Klimaet i sådan et internationalt samarbejde, sagde han, bør bestemmes af den varme golfstrøm og generel europæisk udvikling, og ikke af kold arktisk luft belært af fordomme og mistænksomhed.
  Men der findes ingen international plan der kan virke med succes uden at tage de lokale folks behov og ønsker med i betragtning. Tilsidesættelsen af indfødte folk til fordel for eksterne interesser i mere end tre århundreder har ført til social uro og problemer såsom depression, alkoholisme og tidlig død. I de seneste tre årtier har indfødte grupper kæmpet juridisk for at få kontrol over deres egne landområder.De insisterer på at få royalties fra mineraludvindingen; tilstrækkelig beskyttelse af deres børns mod forurening; modersmålsundervisning i skolerne, samt retten til at bibeholde deres fangst.
  De mindre indfødte folk, som lever i større industrialiserede lande siger at de lever i den 4. verden. Termen er baseret på de fattige lande i troperne der udgør den 3. verden, og er ment som et udtryk for deres magtesløshed. De er begyndt at danne grupper der samler mindre folkeslag, for derved at øge deres styrke og forhandlingsmagt. Indianerne i den canadiske Mackenzie region forenede sig i 1970erne og kaldte dem selv for Dene Nation. Mange af disse typer bevægelser krydsede landegrænser. I 1980erne forenede samerne i Norge, Sverige, Finland og Sibirien sig for at danne det samiske parlament . Den del af Inuit der kaldes Yupit havde været separeret af en lukket grænse siden 2. verdenskrig. De fik endelig lov til at besøge hinanden igen i 1988. Indtil da, talte unge Yupit i Sibirien kun russisk, der var det fremherskende sprog i biografer, blade og populærmusik. De anså deres forældres og bedsteforældres sprog som gammeldags og proviensielt. Da den første delegation af Yupit ankom fra Alaska, kunne de ældre kommunikere frit med dem, mens de unge ikke kunne tale direkte med dem overhovedet. De opdagede pludseligt at deres forældres sprog var internationalt et, modsat russisk. Da skolen begyndte det næste forår, viste det sig pludseligt at timerne i lokale sprog var de mest populære.
  Måske er den vigtigste 4. verdens organisation Inuit Circumpolar Conference (ICC), der forener 100.000 inuit i Alaska, Canada, Grønland og Rusland. Den blev grundlagt i 1977 og er siden vokset til at blive en organisation, der kæmper for at fremme inuit rettigheder, samt sikre at deres stemme høres i anliggender der vedrører dem. Deres politik dækker en lang række områder lige fra administration af dyreliv som vedvarende ressourcer til at gøre hele arktis til et atomfrit område. Inuit ved at de arktiske kystregioner vil forblive deres børnebørns hjemsted, og at de ikke kan stole på andre til at passe ordentligt på miljøet. Deres egen tilgang til landet går ikke ud på at forgifte det som et industrielt samfund ville gøre det, ej heller at afspærre et natur reservat som nogle miljøfolk ville gøre det, men at holde det beboeligt og brugbart for de mennesker der kan finde ud af at passe det.
  I den moderne verden udgør indfødte folk en speciel udfordring til menneskeheden. Den krævende natur, de store afstande og distancen til landenes hovedstæder i syd, skaber alt sammen et behov for en speciel forståelse og speciel politik.Et retfærdigt system bør udarbejdes for ejerskab og brugsrettigheder til land, floder, søer, have, skove og andre af naturens ressourcer. Hvem har retten til at sige om de skal bruges til fiskeri og minedrift? Alt afhænger af hvordan lokale mennesker kan tage del i beslutningsprocessen, og hvordan konflikter kan løses. Nøglen til denne fremgangsmetode er at styrke lokale instanser. Dette kan evt. gøres via lokalråd, såsom det Inupiat kontrollerede North Slope Borough i Alaska. De modtager noget indkomst fra udforskningen efter olie og gas på deres land, eller igennem skabelsen af nye, separate territorier: f.eks. som i canadas nye territorie Nunavut, inuit hjemlandet hvor det oprindelige folk er i majoritet, eller i den sibiriske republik Sakhaia, hvor 1/3 af 1 million sakha er de russiske tilflyttere 2:1 talmæssigt underlegne, men bibeholder deres stærke indflydelse i regeringen.De specielle problemer i Arktis koncentrerer sig om det faktum, at miljøet er hårdt og sårbart på een og samme tid. Man må arbejde hårdt for overhovedet at kunne leve der, og man kan nemt gøre skade ved at være ubetænksom. Befolkningstætheden er lav og distancerne er enorme. Under sådanne betingelser ligger udfordringen i at skabe og bibeholde et niveau som er godt for mennesker at leve i, og som kombinerer det bedste fra den traditionelle og den moderne verden. Selvfølgelig vil folk have højere indkomster og større komfort, bedre offentlig sundhed og miljøkontrol. Men vejen til disse ønsker går ved hjælp af selvstyre gennem de lokale befolkningers krav om større kontrol over deres skæbne.
  Denne form for lokal kontrol er tæt forbundet med anliggender på nationalt og internationalt niveau. Behovene i sydens storbyer har en direkte effekt på landsbysamfundene, fangerne og hyrderne i det høje nord. Eftersøgningen på olie, tømmer samt andre råstoffer påvirker miljøet. Men syden påvirker også deres sind med skolepensum, TV og alle de andre af forbrugerkulturens fælder. Derfor er folk fra nord tvunget til at vælge hvordan de vil reagere på udviklingen, siden de ikke kan undgå den. Af og til svarer de igen med apati og desperation, hvilket ikke mindst kan aflæses på den foruroligende høje rate af selvmord i Arktis. Organisationers success, såsom ICC og ruslands nye Association of Northern Peoples viser at folkeslagene i i det høje nord står fast.
  Ligesom resten af verden, så vil inuit, evenky og andre arktiske folk på denne jord gerne leve et fuldt og tilfredsstillende liv. På samme vis vil de gerne give deres børn en god chance for at leve et godt liv i deres eget land. Deres traditionelle synspunkter på forholdet mellem mennesker og dyr synes i stigende grad at være en god fremtidig model for alle, i takt med at verden langsomt vender væk fra ideen om at erobre naturen, og tilslutter sig ideen om et partnerskab med naturen.
Previous ChapterPrevious Chapter  
The Arctic is a Homeland, by Piers Vitebsky. http://www.thearctic.is
Copyright Stefansson Arctic Institute and individual authors ©2000
Developed in partnership with the EU Raphael Programme