 |
Fremtiden: Internationaliseringen
af Arkti
Conclusion |
| |
1990erne bevidnede en evigt voksende
interesse i Arktis, som ikke kun begrænsede sig til lande
med territorialgrænser i regionen. Noget der er adskillige
grunde til. |
| |
Til at starte med er det begyndt at
gå op for forskere, hvor vigtig Arktis er for deres forståelse
af global opvarmning - et problem der har betydning for alle mennesker.
Hvis det er sandt at jordens temperatur gradvist stiger, så
kan dette, siger forskerne, ses mest største tydelighed i
den gradvise afsmeltning af isen i Arktis. |
| |
En anden grund er at liberaliseringen
af Rusland har åbnet en stor del af Arktis, som førhen
var lukket land. Et helt nyt område har set dagens lys i international
forskning, diplomati og handel. Fremfor at amerikanske og sovjetiske
atommissiler vender mod hinanden, så kan begge parter nu beskæftige
sig med de tekniske problemer der ligger i at gøre det polarbassinet
til et internationalt besejlet område. Hr. Gorbachev foreslog
i en berømt tale, at arktiske lande burde stå sammen
i oprettelsen af en atomfri zone; i at udarbejde en fælles
plan for brugen af naturens ressourcer og beskytte miljøer,
såvel som at garantere indfødte folks rettigheder.
Klimaet i sådan et internationalt samarbejde, sagde han, bør
bestemmes af den varme golfstrøm og generel europæisk
udvikling, og ikke af kold arktisk luft belært af fordomme
og mistænksomhed. |
| |
Men der findes ingen international
plan der kan virke med succes uden at tage de lokale folks behov
og ønsker med i betragtning. Tilsidesættelsen af indfødte
folk til fordel for eksterne interesser i mere end tre århundreder
har ført til social uro og problemer såsom depression,
alkoholisme og tidlig død. I de seneste tre årtier
har indfødte grupper kæmpet juridisk for at få
kontrol over deres egne landområder.De insisterer på
at få royalties fra mineraludvindingen; tilstrækkelig
beskyttelse af deres børns mod forurening; modersmålsundervisning
i skolerne, samt retten til at bibeholde deres fangst. |
| |
De mindre indfødte folk, som
lever i større industrialiserede lande siger at de lever
i den 4. verden. Termen er baseret på de fattige lande i troperne
der udgør den 3. verden, og er ment som et udtryk for deres
magtesløshed. De er begyndt at danne grupper der samler mindre
folkeslag, for derved at øge deres styrke og forhandlingsmagt.
Indianerne i den canadiske Mackenzie region forenede sig i 1970erne
og kaldte dem selv for Dene Nation. Mange af disse typer bevægelser
krydsede landegrænser. I 1980erne forenede samerne i Norge,
Sverige, Finland og Sibirien sig for at danne det samiske parlament
. Den del af Inuit der kaldes Yupit havde været separeret
af en lukket grænse siden 2. verdenskrig. De fik endelig lov
til at besøge hinanden igen i 1988. Indtil da, talte unge
Yupit i Sibirien kun russisk, der var det fremherskende sprog i
biografer, blade og populærmusik. De anså deres forældres
og bedsteforældres sprog som gammeldags og proviensielt. Da
den første delegation af Yupit ankom fra Alaska, kunne de
ældre kommunikere frit med dem, mens de unge ikke kunne tale
direkte med dem overhovedet. De opdagede pludseligt at deres forældres
sprog var internationalt et, modsat russisk. Da skolen begyndte
det næste forår, viste det sig pludseligt at timerne
i lokale sprog var de mest populære. |
| |
Måske er den vigtigste 4. verdens
organisation Inuit Circumpolar Conference (ICC), der forener 100.000
inuit i Alaska, Canada, Grønland og Rusland. Den blev grundlagt
i 1977 og er siden vokset til at blive en organisation, der kæmper
for at fremme inuit rettigheder, samt sikre at deres stemme høres
i anliggender der vedrører dem. Deres politik dækker
en lang række områder lige fra administration af dyreliv
som vedvarende ressourcer til at gøre hele arktis til et
atomfrit område. Inuit ved at de arktiske kystregioner vil
forblive deres børnebørns hjemsted, og at de ikke
kan stole på andre til at passe ordentligt på miljøet.
Deres egen tilgang til landet går ikke ud på at forgifte
det som et industrielt samfund ville gøre det, ej heller
at afspærre et natur reservat som nogle miljøfolk ville
gøre det, men at holde det beboeligt og brugbart for de mennesker
der kan finde ud af at passe det. |
| |
I den moderne verden udgør
indfødte folk en speciel udfordring til menneskeheden. Den
krævende natur, de store afstande og distancen til landenes
hovedstæder i syd, skaber alt sammen et behov for en speciel
forståelse og speciel politik.Et retfærdigt system bør
udarbejdes for ejerskab og brugsrettigheder til land, floder, søer,
have, skove og andre af naturens ressourcer. Hvem har retten til
at sige om de skal bruges til fiskeri og minedrift? Alt afhænger
af hvordan lokale mennesker kan tage del i beslutningsprocessen,
og hvordan konflikter kan løses. Nøglen til denne
fremgangsmetode er at styrke lokale instanser. Dette kan evt. gøres
via lokalråd, såsom det Inupiat kontrollerede North
Slope Borough i Alaska. De modtager noget indkomst fra udforskningen
efter olie og gas på deres land, eller igennem skabelsen af
nye, separate territorier: f.eks. som i canadas nye territorie Nunavut,
inuit hjemlandet hvor det oprindelige folk er i majoritet, eller
i den sibiriske republik Sakhaia, hvor 1/3 af 1 million sakha er
de russiske tilflyttere 2:1 talmæssigt underlegne, men bibeholder
deres stærke indflydelse i regeringen.De specielle problemer
i Arktis koncentrerer sig om det faktum, at miljøet er hårdt
og sårbart på een og samme tid. Man må arbejde
hårdt for overhovedet at kunne leve der, og man kan nemt gøre
skade ved at være ubetænksom. Befolkningstætheden
er lav og distancerne er enorme. Under sådanne betingelser
ligger udfordringen i at skabe og bibeholde et niveau som er godt
for mennesker at leve i, og som kombinerer det bedste fra den traditionelle
og den moderne verden. Selvfølgelig vil folk have højere
indkomster og større komfort, bedre offentlig sundhed og
miljøkontrol. Men vejen til disse ønsker går
ved hjælp af selvstyre gennem de lokale befolkningers krav
om større kontrol over deres skæbne. |
| |
Denne form for lokal kontrol er tæt
forbundet med anliggender på nationalt og internationalt niveau.
Behovene i sydens storbyer har en direkte effekt på landsbysamfundene,
fangerne og hyrderne i det høje nord. Eftersøgningen
på olie, tømmer samt andre råstoffer påvirker
miljøet. Men syden påvirker også deres sind med
skolepensum, TV og alle de andre af forbrugerkulturens fælder.
Derfor er folk fra nord tvunget til at vælge hvordan de vil
reagere på udviklingen, siden de ikke kan undgå den.
Af og til svarer de igen med apati og desperation, hvilket ikke
mindst kan aflæses på den foruroligende høje
rate af selvmord i Arktis. Organisationers success, såsom
ICC og ruslands nye Association of Northern Peoples viser at folkeslagene
i i det høje nord står fast. |
| |
Ligesom resten af verden, så
vil inuit, evenky og andre arktiske folk på denne jord gerne
leve et fuldt og tilfredsstillende liv. På samme vis vil de
gerne give deres børn en god chance for at leve et godt liv
i deres eget land. Deres traditionelle synspunkter på forholdet
mellem mennesker og dyr synes i stigende grad at være en god
fremtidig model for alle, i takt med at verden langsomt vender væk
fra ideen om at erobre naturen, og tilslutter sig ideen om et partnerskab
med naturen. |
|
Previous
Chapter