The ArcticMainpage
Click to view
PDF-version
PDF-version
of this article
Arktis som et hjemland
by Piers Vitebsky
CHAPTERS:
  Next Chapter Next Chapter
Landskab og indfødte folk i Arktis
Click to view
Kyrnysh-Di skovområde nær Kolva-Vis floden, Nenets Autonome Distrikt.
Det er langt ud på vinteren og temperaturen er minus 40 grader celcius. Havet er tilfrosset i et næsten 2 km bredt bælte fra kysten. Langt ude på isen maver en fanger sig frem på maven cm for cm med retning imod en sæl, der er kommet op på overfladen af isen igennem et hul isen for at trække luft. Fangeren skubber sin riffel på en lille slæde med en skærm af hvidt kanvas foran sig. Der er ingen tegn på, at der gemmer sig nogen bagved skærmen, pånær en lille kondenserende sky hver gang fangeren ånder. Hvis han er dygtig og heldig, lægger sælen ikke mærke til ham førhen at det er for sent.
I mellemtiden, tusinder af kilometer indenlands, venter tre rensdyrholdere på en vindblæst bakketop, alt imens mens de gennemsøger omkringliggende bjerge med kikkerter. I horisonten får de øje på to andre hyrder, som begge kommer ridende på rensdyr. De svajer let frem og tilbage mellem de tynde birketræer, der næsten ser ud som om de er tegnet direkte på sneen med sort blæk. De har fundet en del af rensdyrflokken, og driver dem imod de ventende mænd på bakketoppen. Langt om længe kan lyden af fløjtende mænd og prustende rensdyr høres. De første rensdyr passerer de omkringliggende træer og deres camouflerende pels falder i eet med sneen og træernes grove, grå-brune bark. Pludselig går de ventende mænd i aktion med deres lassoer, og straks begynder at dele rensdyrflokken for således at drive dem videre til forskellige græsningsarealer.
Click to view
Et rensdyr holdes nede af ung Evenk rensdyrholder, mens den anden behandler dyrets klove.
Fangeren på isen tilhører et folk ved navn inuit, et navn som på deres sprog betyder 'mennesker'. Inuit er den canadiske del af et folk, der stadig er kendt af udenforstående som eskimoer, selvom det er et navn mange af dem ikke bryder sig om. Andre grupper med forskellige navne, men i som er i 'familie' med inuit, lever langs kysterne af Grønland, Alaska og Sibirien i Rusland. Rensdyrholderne tilhører Evenky, et ganske anderledes folk som lever i sibiriens nordøstlige bjerge. Inuit og Evenky er blot to ud af et dusin indfødte folkeslag i Arktis. Dette er ensbetydende med at de har levet der i så lang tid, at de regner det for at være deres land. Selvom mange af dem nu lever i byer, følger mange også stadig en livsstil, der gør dem afhængige af sæler og hvaler, eller af rensdyr.
For at leve under sådanne vilkår, er du nødt til at betragte naturen som noget du arbejder sammen med, fremfor kæmper imod. Du skal være i besiddelse af en nøje forståelse for dine dyrs adfærd. Landet har også dets egne luner, som det er helt essentielt at kunne forstå for at overleve.
Click to view
Hansabræen, sydlige Spitzbergen.
I den korte arktiske sommer padler inuit fangeren sin kajak så godt som lydløst på det spejl-blanke hav - alt imens han spejder efter tegn på bevægelser fra en sæl. Han bliver nødt til at tænke som sælen og på forhånd forestille sig hvor den vil dukke op. Een forhastet bevægelse og han vil højst sandsynligt ikke ramme sit bytte. Men havet er også farligt og mange fangere er i tidens løb druknede, når deres kajakker pludseligt er væltet. (ses.JPG Caption: Tæt på Hornsund, sydlige Spttzbergen. Foto afAndrzej Kaim, juli 1998) Rensdyrholderne tilbringer hele døgnet sommeren igennem, mens det stadigt er lyst, med at beskytte deres nyfødte rensdyr fra at blive overfaldet af ulve og bjørne. Livets tempo i det arktiske består af udstrakte langsomme perioder, der kræver tålmodighed, afbrudt af pludselige begivenheder, der kræver ekstreme kvalifikationer. )
Click to view
Et rensdyr med sin kalv.
Mennesker som lever udenfor Arktis er generelt imponerede over dets størrelse og tilsyneladende tomhed. De tror ofte at det er en vildmark, der er fjendtligt indstillet overfor mennesker. Alligevel har små samfund af mennesker levet i denne region i tusinder af år, mens de har bevæget sig gennemområderne i regelmæssige cyklusser i takt med dyrenes vandringer, som deres liv er så tæt forbundne med.  Landet kan kun understøtte en tyndt fordelt befolkning, hvoraf de fleste af disse folk blot udgør et par hundrede eller et par tusinde hver. Men hvis man inkluderer de seneste og meget større samfund af tilflyttere til administrative byer og i minebyer, så bor der adskillige millioner mennesker i Arktis og sub-Arktis. Regionen er fuld af naturlig, kulturel og politisk diversitet - og af skønhed og drama. Immigranter fra syden bliver oftest kun boende et par år, men for de indfødte folk er denne region deres hjem.
Der er adskillige måder at definere Arktis på. Grænsen mellem den tempererede zone og den kolde zone er uklar, og termen sub-Arktis bliver brugt bredt for det arktiske mønster af lange kolde vintre og korte, men ofte varme, somre. De to regioner kaldes tilsammen det cirkumpolare nord. Arktis defineres af og til som regionen hvor der forefindes permafrost, dvs. at jorden er permanent tilfrosset og ikke en gang tør op om sommeren. Det kan også defineres som regionen, der ligger nord for trægrænsen, dvs. hvor der ikke vokser træer.
En hvilken som helst af disse definitioner er ensbetydende med, at grænsen til Arktis går længere sydpå end det der kaldes for polarcirklen. Det er en imaginær linie som løber langs den 66 breddegrad 33' nord. Langs denne linie synker solen helt ned i horisonten uden at gå helt ned een gang hver midsommer. Det er den berømte midnatssol. I takt med at du rejser mod nord bliver sommernætterne lysere og lysere, således at solen i det høje nord ikke går ned i uger eller måneder, og det aldrig bliver mørkt. På denne tid af året er det ofte ganske varmt. Folk føler sig fulde af energi og børn kan lege udenfor hele natten.
Om vinteren er der en tilsvarende periode med mørke. Langs polarcirklen forekommer der een dag midt på vinteren, hvor solen ikke står op. Længere mod nord varer polarnatten uger, ja endda måneder, hvor der ikke forekommer noget dagslys. Denne tid er også rigtig kold. Mange fangere og hyrder forbliver ude i vildmarken, mens de fleste andre mennesker bliver indendøre det meste af tiden. De føler sig ofte uoplagte og deprimerede. Henimod slutningen af vinteren går folk nogle steder op på en nærliggende bakketop for at afvente forårets sol.
For mennesker udgår den polarcirklen heller ikke en klar skillelinie, så både det arktiske og sub-arktiske vil i denne tekst blive som en sammenhængende region under den generelle titel 'det nordlige', eller Arktis.
  IDet arktiske hjerte er polarbassinet. Havet eller bassinet er stort set omringet af land, ligesom et nordligt Middelhav. Der er nogle smalle åbninger gennem øerne i det canadiske Arktis, mellem Alaska og Sibirien, samt en større åbning til det nordlige Atlanterhav. den centrale del af havet, hvor nordpolen findes, er dækket med et permanent lag af is som udvider sig og trækker sig i takt med årstiderne, med hundredevis af km2.
Click to view
Polarbassinet nær Spitzbergen.
Landet mellem det polarbassinets kyster og trægrænsen kaldes for tundraen. Her blæser der ofte meget kraftige vinde ind fra havet og vegetationen består af lavtvoksende planter, såsom græs, mos, lav og dværgbuske. Inuit, der blev beskrevet i begyndelsen af dette afsnit, lever ved den yderste kant af tundraen, langs kysterne. Syd for trægrænsen findes skoven, som i Sibirien kaldes for taigá. Størstedelen af træerne her er grantræer, med nogle årligt fældende birketræer og piletræer. Her, langt fra kysten, er vinden mindre stærk, men det kontinentale klima betyder at vintertemperaturerne kan være meget lavere end i tundraen. De koldeste temperaturer på den nordlige halvkugle, ca. minus 70 grader celcius, are målt i Verkhoyansk og Oymyakon i det nordøstlige Sibirien, som ligger på den anden side af den polarcirklen. Evenky, som også blev beskrevet før, bor i dette område.
Otte lande har territorier indenfor den polarcirklen eller rører den næsten: Rusland, USA, Canada, Grønland, Norge, Sverige, Finland og Island. Den største af disse er uden tvivl Rusland (det tidligere USSR eller Sovjetunion). Det russiske nord fylder ca. halvdelen af det tidligere sovjetunions 14 millioner km2 og har en stor del af regionens samlede befolkning, såvel som byer. Næststørst, er det canadiske nord, som dækker 4.39 millioner km2, eller ca. 70% af Canada. Alaska er een af USAs stater og fylder ca. 943.500 km2, hvoraf det meste har nordlig karakter. Geografisk, udgør Alaska en fortsættelse af det candiske nord og er kun adskilt af en national grænse. Alaska var oprindeligt koloniseret af russere, der dog fandt at regionen lå alt for fjernt fra hovedstaden Skt. Petersborg, og derfor solgte det til USA i 1867 for sølle 6 millioner dollars.

Click to view
Skov af lærketræer på Kuyukhta bjergkammen, 60 km fra Noril'sk by, Russiske Føderation.Click to view
I det traditionelle telt brugt af Evenky rensdyr holdere.

Grønland har en befolkning på 55,000, hvoraf de fleste er inuit. Det blev koloniseret af Danmark i det 18. århundrede og i 1979 opnåede det hjemmestyre, hvilket giver befolkningen en begrænset uafhængihed. Norge, Sverige og Finland har alle nordlige regioner hvor deres sydfrakommende befolkninger blander sig med de lokale samere (også kendt som lapper). Den forrevne norske kystlinie vender nordøst mod Arktis, og det var herfra at Island blev koloniseret af vikingerne, hvis efterkommere stadig lever der. Vikingerne befolkede også Grønland i en periode.
Alle disse lande (pånær Finland og Sverige, der ikke har arktiske kyster) vender direkte mod hinanden tværs over Arktis. Det er dog kun i den sidste halvdel af det 20. århundrede, at flytrafik og interkontinentale atommissiler har gjort denne orientering vigtigt, da den korteste rute mellem Rusland og USA går tværs over Nordpolen. Inden den tid, lå disse landes nordlige regioner på de ekstreme yderkanter af en anden verden, der havde sit center i syden. Derfor repræsenterede Arktis den ultimative grænse for verden, da der ikke syntes at være noget hinsides. Som et resultat af nylige politiske ændringer lever vi nu i en tid, hvor denne region er ved at udvikle en stærk egenidentitet - een som distancerer sig fra syden. Der findes adskillige grunde til dette, hvoraf to vil blive diskuteret i det sidste afsnit. Den ene er vores nye forståelse for den specielle rolle, som Arktis har for studiet af global opvarmning. Den anden er ruslands åbning mod udlandet siden perestroika begyndte i 1985.
Den nordlige natur er exceptionelt. Der er færre plantearter og dyrearter end i nogen anden region i verden, men disse kan forekomme i ernorme antal i enkelte lokationer. De lave temperaturer and de korte somre tillader kun planter at gro i få uger hvert år. Lav, som rensdyr græsser på om vinteren, kan være tredive år om at gro frem igen og dværgpilen, der kun er nogle få centimeter højt i tundraen, kan være hundrede år gammelt.
  Denne langsommelighed gør miljøet skrøbeligt og sårbart. Permafrosten i tundraens jord er beskyttet fra at smelte af dets tynde lag af planter. Hvis dennne vegetation rives op af dækkene eller larveføderne fra blot et enkelt køretøj, risikerer permafrosten af tø og erodere, hvilket efterlader en lille kløft, der blot udvides år efter år. Køretøjet bliver derfor nødt til at køre udenom næste gang det passerer, og i nogle områder hvor der udvindes gas og olie, har sporene af tunge køretøjer næsten gjort vejene 1 km brede. Miljøet er også ekstremt følsomt overfor forurening. Oliemolekyler, der er spildt ved uheld, kan være år om at blive nedbrudt til nogenlunde størrelse, fremfor de måneder som det ville tage i varmere klima.

Click to view
Stærkt beskadiget tundra-skov vegetation in Noril'skaya flod-dal.

Click to view
Død skov, 55 km sydøst fra Noril'sk - som resultat af sulfo-dioxid udledninger fra Noril'sk Mine og Metallurgi Konsortiet.

Click to view
Fiskeri på Kamchatka floden, Russiske Føderation.

Click to view
Gammel Evenk kvinde behandler et rensdyr skind.

I takt med at landet strækker sig sydpå fra polarbassinet, er det muligt at udpege forskellige regioner. Hver af disse har deres egen specielle vegetation, dyreliv og folkekulturer. Kysten er en verden af klipper, hav og is, hvor landet er fattigt, men havet ofte rigt. Hvaler og sæler passerer langs kysten under deres årlige migrationer fra varmere vande, og nogle af områderne er rige på fisk. Inde i landet er den træløse tundra fyldt med fugle og giver græsningsmuligheder for flokke af vilde dyr og tamme rensdyr. Længere mod syd, under trægrænsen, findes et landskab af floder, søer og skove hvor sneen ligger sig højt. Her er der store vilde dyr, såsom rensdyr (kaldet for caribou i Nordamerika), elg, brune bjørne samt et utal af små pelsklædte dyr. Floderne og søerne er fulde af ferskvandsfisk.
Ideen om at dyrke og spise korn og grønsager, for slet ikke at tale om vegetarisme, kunne aldrig have opstået i de nordlige regioner. Ingen kan holde sig i live medmindre de spiser dyr og fisk. Under alle omstændigheder giver kød mennesker den høje mængde protein og energi som er nødvendigt i sådant et klima. Dyr er også hovedkilden til tøj og materialer til at lave værktøj, udstyr og beboelse med. Fangst, pasning af rensdyr, såvel som andre daglige rutiner tager hårdt på mænd, kvinder og børn. Folk lider af tuberkulose og bronkitiske sygdomme. Landet kan være forbundet med pludselig katastrofe, hvorfor der forekommer mange dødsulykker. Du kunne blive fanget i en storm i det åbne; på vej over en frossen sø på din slæde, hvor du kunne køre igennem en revne i isen; eller selvom du er en god fanger, kan det ske at du ikke fanger noget i dagevis, så du og din familie risikerer at sulte. Ikke overraskende, tillægger alle arktiske kulturer et lokalt kendskab til miljøet en høj værdi, og deler deres føde med andre - ligesom fangerfolk gør i hele verden.
De næste to afsnit undersøger de grundlæggende forskelle forskelle mellem indfødte folk og europæere, der gradvist har overtaget kontrollen over landet i løbet af de sidste 300-400 år. Europæere begyndte først at slå sig ned i de nordlige regioner i løbet af de sidste 300 år, som et led i den samme kolonistiske ekspansion som også førte dem til troperne. For de indfødte folk er Arktis stadigt deres hjemland, mens det for tilflyttere blot er et grænseområde, hvor de fleste ikke har til hensigt at leve resten af deres liv. Denne distinktion er blevet mere og mere vigtig siden 1960erne, da immigration og industrialisering har taget til - alt imens de lokale mennesker i stigende grad er blevet løbet over ende i deres eget hjemland. Afsnit 5 vil vise hvordan de fleste af disse nu forlanger selvstyre og kontrol over land og ressourcer i de områder hvor de lever.
  Next Chapter Next Chapter
The Arctic is a Homeland, by Piers Vitebsky. http://www.thearctic.is
Copyright Stefansson Arctic Institute and individual authors ©2000
Developed in partnership with the EU Raphael Programme