 |
Landskab og
indfødte folk i Arktis |
Kyrnysh-Di skovområde nær Kolva-Vis floden, Nenets
Autonome Distrikt. |
Det er langt ud på vinteren
og temperaturen er minus 40 grader celcius. Havet er tilfrosset
i et næsten 2 km bredt bælte fra kysten. Langt ude på
isen maver en fanger sig frem på maven cm for cm med retning
imod en sæl, der er kommet op på overfladen af isen
igennem et hul isen for at trække luft. Fangeren skubber sin
riffel på en lille slæde med en skærm af hvidt
kanvas foran sig. Der er ingen tegn på, at der gemmer sig
nogen bagved skærmen, pånær en lille kondenserende
sky hver gang fangeren ånder. Hvis han er dygtig og heldig,
lægger sælen ikke mærke til ham førhen
at det er for sent. |
| I mellemtiden, tusinder af kilometer
indenlands, venter tre rensdyrholdere på en vindblæst
bakketop, alt imens mens de gennemsøger omkringliggende bjerge
med kikkerter. I horisonten får de øje på to
andre hyrder, som begge kommer ridende på rensdyr. De svajer
let frem og tilbage mellem de tynde birketræer, der næsten
ser ud som om de er tegnet direkte på sneen med sort blæk.
De har fundet en del af rensdyrflokken, og driver dem imod de ventende
mænd på bakketoppen. Langt om længe kan lyden
af fløjtende mænd og prustende rensdyr høres.
De første rensdyr passerer de omkringliggende træer
og deres camouflerende pels falder i eet med sneen og træernes
grove, grå-brune bark. Pludselig går de ventende mænd
i aktion med deres lassoer, og straks begynder at dele rensdyrflokken
for således at drive dem videre til forskellige græsningsarealer. |
Et rensdyr holdes nede af ung Evenk rensdyrholder, mens den
anden behandler dyrets klove. |
Fangeren på isen tilhører
et folk ved navn inuit, et navn som på deres sprog betyder
'mennesker'. Inuit er den canadiske del af et folk, der stadig er
kendt af udenforstående som eskimoer, selvom det er et navn
mange af dem ikke bryder sig om. Andre grupper med forskellige navne,
men i som er i 'familie' med inuit, lever langs kysterne af Grønland,
Alaska og Sibirien i Rusland. Rensdyrholderne tilhører Evenky,
et ganske anderledes folk som lever i sibiriens nordøstlige
bjerge. Inuit og Evenky er blot to ud af et dusin indfødte
folkeslag i Arktis. Dette er ensbetydende med at de har levet der
i så lang tid, at de regner det for at være deres land.
Selvom mange af dem nu lever i byer, følger mange også
stadig en livsstil, der gør dem afhængige af sæler
og hvaler, eller af rensdyr. |
| For at leve under sådanne vilkår,
er du nødt til at betragte naturen som noget du arbejder
sammen med, fremfor kæmper imod. Du skal være i besiddelse
af en nøje forståelse for dine dyrs adfærd. Landet
har også dets egne luner, som det er helt essentielt at kunne
forstå for at overleve. |
Hansabræen, sydlige Spitzbergen. |
I den korte arktiske sommer padler
inuit fangeren sin kajak så godt som lydløst på
det spejl-blanke hav - alt imens han spejder efter tegn på
bevægelser fra en sæl. Han bliver nødt til at
tænke som sælen og på forhånd forestille
sig hvor den vil dukke op. Een forhastet bevægelse og han
vil højst sandsynligt ikke ramme sit bytte. Men havet er
også farligt og mange fangere er i tidens løb druknede,
når deres kajakker pludseligt er væltet. (ses.JPG Caption:
Tæt på Hornsund, sydlige Spttzbergen. Foto afAndrzej
Kaim, juli 1998) Rensdyrholderne tilbringer hele døgnet sommeren
igennem, mens det stadigt er lyst, med at beskytte deres nyfødte
rensdyr fra at blive overfaldet af ulve og bjørne. Livets
tempo i det arktiske består af udstrakte langsomme perioder,
der kræver tålmodighed, afbrudt af pludselige begivenheder,
der kræver ekstreme kvalifikationer. ) |
Et rensdyr med sin kalv. |
Mennesker som lever udenfor Arktis
er generelt imponerede over dets størrelse og tilsyneladende
tomhed. De tror ofte at det er en vildmark, der er fjendtligt indstillet
overfor mennesker. Alligevel har små samfund af mennesker
levet i denne region i tusinder af år, mens de har bevæget
sig gennemområderne i regelmæssige cyklusser i takt
med dyrenes vandringer, som deres liv er så tæt forbundne
med. Landet kan kun understøtte
en tyndt fordelt befolkning, hvoraf de fleste af disse folk blot
udgør et par hundrede eller et par tusinde hver. Men hvis
man inkluderer de seneste og meget større samfund af tilflyttere
til administrative byer og i minebyer, så bor der adskillige
millioner mennesker i Arktis og sub-Arktis. Regionen er fuld af
naturlig, kulturel og politisk diversitet - og af skønhed
og drama. Immigranter fra syden bliver oftest kun boende et par
år, men for de indfødte folk er denne region deres
hjem. |
| Der er adskillige måder at definere
Arktis på. Grænsen mellem den tempererede zone og den
kolde zone er uklar, og termen sub-Arktis bliver brugt bredt for
det arktiske mønster af lange kolde vintre og korte, men
ofte varme, somre. De to regioner kaldes tilsammen det cirkumpolare
nord. Arktis defineres af og til som regionen hvor der forefindes
permafrost, dvs. at jorden er permanent tilfrosset og ikke en gang
tør op om sommeren. Det kan også defineres som regionen,
der ligger nord for trægrænsen, dvs. hvor der ikke vokser
træer. |
| En hvilken som helst af disse definitioner
er ensbetydende med, at grænsen til Arktis går længere
sydpå end det der kaldes for polarcirklen. Det er en imaginær
linie som løber langs den 66 breddegrad 33' nord. Langs denne
linie synker solen helt ned i horisonten uden at gå helt ned
een gang hver midsommer. Det er den berømte midnatssol. I
takt med at du rejser mod nord bliver sommernætterne lysere
og lysere, således at solen i det høje nord ikke går
ned i uger eller måneder, og det aldrig bliver mørkt.
På denne tid af året er det ofte ganske varmt. Folk
føler sig fulde af energi og børn kan lege udenfor
hele natten. |
|
Om vinteren er der en tilsvarende
periode med mørke. Langs polarcirklen forekommer der een
dag midt på vinteren, hvor solen ikke står op. Længere
mod nord varer polarnatten uger, ja endda måneder, hvor der
ikke forekommer noget dagslys. Denne tid er også rigtig kold.
Mange fangere og hyrder forbliver ude i vildmarken, mens de fleste
andre mennesker bliver indendøre det meste af tiden. De føler
sig ofte uoplagte og deprimerede. Henimod slutningen af vinteren
går folk nogle steder op på en nærliggende bakketop
for at afvente forårets sol. |
| For mennesker udgår den polarcirklen
heller ikke en klar skillelinie, så både det arktiske
og sub-arktiske vil i denne tekst blive som en sammenhængende
region under den generelle titel 'det nordlige', eller Arktis. |
| |
IDet arktiske hjerte er polarbassinet.
Havet eller bassinet er stort set omringet af land, ligesom et nordligt
Middelhav. Der er nogle smalle åbninger gennem øerne
i det canadiske Arktis, mellem Alaska og Sibirien, samt en større
åbning til det nordlige Atlanterhav. den centrale del af havet,
hvor nordpolen findes, er dækket med et permanent lag af is
som udvider sig og trækker sig i takt med årstiderne,
med hundredevis af km2. |
Polarbassinet nær Spitzbergen. |
Landet mellem det polarbassinets kyster
og trægrænsen kaldes for tundraen. Her blæser
der ofte meget kraftige vinde ind fra havet og vegetationen består
af lavtvoksende planter, såsom græs, mos, lav og dværgbuske.
Inuit, der blev beskrevet i begyndelsen af dette afsnit, lever ved
den yderste kant af tundraen, langs kysterne. Syd for trægrænsen
findes skoven, som i Sibirien kaldes for taigá. Størstedelen
af træerne her er grantræer, med nogle årligt
fældende birketræer og piletræer. Her, langt fra
kysten, er vinden mindre stærk, men det kontinentale klima
betyder at vintertemperaturerne kan være meget lavere end
i tundraen. De koldeste temperaturer på den nordlige halvkugle,
ca. minus 70 grader celcius, are målt i Verkhoyansk og Oymyakon
i det nordøstlige Sibirien, som ligger på den anden
side af den polarcirklen. Evenky, som også blev beskrevet
før, bor i dette område. |
| Otte lande har territorier indenfor
den polarcirklen eller rører den næsten: Rusland, USA,
Canada, Grønland, Norge, Sverige, Finland og Island. Den
største af disse er uden tvivl Rusland (det tidligere USSR
eller Sovjetunion). Det russiske nord fylder ca. halvdelen af det
tidligere sovjetunions 14 millioner km2 og har en stor del af regionens
samlede befolkning, såvel som byer. Næststørst,
er det canadiske nord, som dækker 4.39 millioner km2, eller
ca. 70% af Canada. Alaska er een af USAs stater og fylder ca. 943.500
km2, hvoraf det meste har nordlig karakter. Geografisk, udgør
Alaska en fortsættelse af det candiske nord og er kun adskilt
af en national grænse. Alaska var oprindeligt koloniseret
af russere, der dog fandt at regionen lå alt for fjernt fra
hovedstaden Skt. Petersborg, og derfor solgte det til USA i 1867
for sølle 6 millioner dollars. |
|
Skov af lærketræer på Kuyukhta bjergkammen,
60 km fra Noril'sk by, Russiske Føderation.
I det traditionelle telt brugt af Evenky rensdyr holdere.
|
Grønland har en befolkning
på 55,000, hvoraf de fleste er inuit. Det blev koloniseret
af Danmark i det 18. århundrede og i 1979 opnåede det
hjemmestyre, hvilket giver befolkningen en begrænset uafhængihed.
Norge, Sverige og Finland har alle nordlige regioner hvor deres
sydfrakommende befolkninger blander sig med de lokale samere (også
kendt som lapper). Den forrevne norske kystlinie vender nordøst
mod Arktis, og det var herfra at Island blev koloniseret af vikingerne,
hvis efterkommere stadig lever der. Vikingerne befolkede også
Grønland i en periode. |
| Alle disse lande (pånær
Finland og Sverige, der ikke har arktiske kyster) vender direkte
mod hinanden tværs over Arktis. Det er dog kun i den sidste
halvdel af det 20. århundrede, at flytrafik og interkontinentale
atommissiler har gjort denne orientering vigtigt, da den korteste
rute mellem Rusland og USA går tværs over Nordpolen.
Inden den tid, lå disse landes nordlige regioner på
de ekstreme yderkanter af en anden verden, der havde sit center
i syden. Derfor repræsenterede Arktis den ultimative grænse
for verden, da der ikke syntes at være noget hinsides. Som
et resultat af nylige politiske ændringer lever vi nu i en
tid, hvor denne region er ved at udvikle en stærk egenidentitet
- een som distancerer sig fra syden. Der findes adskillige grunde
til dette, hvoraf to vil blive diskuteret i det sidste afsnit. Den
ene er vores nye forståelse for den specielle rolle, som Arktis
har for studiet af global opvarmning. Den anden er ruslands åbning
mod udlandet siden perestroika begyndte i 1985. |
| Den nordlige natur er exceptionelt.
Der er færre plantearter og dyrearter end i nogen anden region
i verden, men disse kan forekomme i ernorme antal i enkelte lokationer.
De lave temperaturer and de korte somre tillader kun planter at
gro i få uger hvert år. Lav, som rensdyr græsser
på om vinteren, kan være tredive år om at gro
frem igen og dværgpilen, der kun er nogle få centimeter
højt i tundraen, kan være hundrede år gammelt. |
| |
Denne langsommelighed gør miljøet
skrøbeligt og sårbart. Permafrosten i tundraens jord
er beskyttet fra at smelte af dets tynde lag af planter. Hvis dennne
vegetation rives op af dækkene eller larveføderne fra
blot et enkelt køretøj, risikerer permafrosten af
tø og erodere, hvilket efterlader en lille kløft,
der blot udvides år efter år. Køretøjet
bliver derfor nødt til at køre udenom næste
gang det passerer, og i nogle områder hvor der udvindes gas
og olie, har sporene af tunge køretøjer næsten
gjort vejene 1 km brede. Miljøet er også ekstremt følsomt
overfor forurening. Oliemolekyler, der er spildt ved uheld, kan
være år om at blive nedbrudt til nogenlunde størrelse,
fremfor de måneder som det ville tage i varmere klima. |
|
Stærkt beskadiget tundra-skov vegetation in Noril'skaya
flod-dal.
Død skov, 55 km sydøst fra Noril'sk - som resultat
af sulfo-dioxid udledninger fra Noril'sk Mine og Metallurgi Konsortiet.
Fiskeri på Kamchatka floden, Russiske Føderation.
Gammel Evenk kvinde behandler et rensdyr skind.
|
I takt med at landet strækker
sig sydpå fra polarbassinet, er det muligt at udpege forskellige
regioner. Hver af disse har deres egen specielle vegetation, dyreliv
og folkekulturer. Kysten er en verden af klipper, hav og is, hvor
landet er fattigt, men havet ofte rigt. Hvaler og sæler passerer
langs kysten under deres årlige migrationer fra varmere vande,
og nogle af områderne er rige på fisk. Inde i landet
er den træløse tundra fyldt med fugle og giver græsningsmuligheder
for flokke af vilde dyr og tamme rensdyr. Længere mod syd,
under trægrænsen, findes et landskab af floder, søer
og skove hvor sneen ligger sig højt. Her er der store vilde
dyr, såsom rensdyr (kaldet for caribou i Nordamerika), elg,
brune bjørne samt et utal af små pelsklædte dyr.
Floderne og søerne er fulde af ferskvandsfisk. |
| Ideen om at dyrke og spise korn og
grønsager, for slet ikke at tale om vegetarisme, kunne aldrig
have opstået i de nordlige regioner. Ingen kan holde sig i
live medmindre de spiser dyr og fisk. Under alle omstændigheder
giver kød mennesker den høje mængde protein
og energi som er nødvendigt i sådant et klima. Dyr er også hovedkilden
til tøj og materialer til at lave værktøj, udstyr
og beboelse med. Fangst, pasning af rensdyr, såvel som andre
daglige rutiner tager hårdt på mænd, kvinder og
børn. Folk lider af tuberkulose og bronkitiske sygdomme.
Landet kan være forbundet med pludselig katastrofe, hvorfor
der forekommer mange dødsulykker. Du kunne blive fanget i
en storm i det åbne; på vej over en frossen sø
på din slæde, hvor du kunne køre igennem en revne
i isen; eller selvom du er en god fanger, kan det ske at du ikke
fanger noget i dagevis, så du og din familie risikerer at
sulte. Ikke overraskende, tillægger alle arktiske kulturer
et lokalt kendskab til miljøet en høj værdi,
og deler deres føde med andre - ligesom fangerfolk gør
i hele verden. |
| De næste to afsnit undersøger
de grundlæggende forskelle forskelle mellem indfødte
folk og europæere, der gradvist har overtaget kontrollen over
landet i løbet af de sidste 300-400 år. Europæere
begyndte først at slå sig ned i de nordlige regioner
i løbet af de sidste 300 år, som et led i den samme
kolonistiske ekspansion som også førte dem til troperne.
For de indfødte folk er Arktis stadigt deres hjemland, mens
det for tilflyttere blot er et grænseområde, hvor de
fleste ikke har til hensigt at leve resten af deres liv. Denne distinktion
er blevet mere og mere vigtig siden 1960erne, da immigration og
industrialisering har taget til - alt imens de lokale mennesker
i stigende grad er blevet løbet over ende i deres eget hjemland.
Afsnit 5 vil vise hvordan de fleste af disse nu forlanger selvstyre
og kontrol over land og ressourcer i de områder hvor de lever. |
|
