ARKTIS FORANDRER SIG

Click to view

PDF-version
of this article

ARKTIS FORANDRER SIG
Mark Nuttall

KAPITELS:

ET MILJØ PÅ SPIL
PÅ VEJ MOD EN DAGSORDEN FOR BÆREDYGTIG UDVIKLING I ARKTIS
FORHINDRINGER FOR BÆREDYGTIG UDVIKLING: ARKTIS I DEN GLOBALE ØKONOMI
KORT BIBLIOGRAFI DER KAN HENVISE LÆSEREN TIL MERE UDDYBENDE KILDER

Previous Chapter

	FORHINDRINGER FOR BÆREDYGTIG UDVIKLING: ARKTIS I DEN GLOBALE ØKONOMI
	Arktisk Råd lægger vægt på miljøbeskyttelse og bæredygtig udvikling, specielt m.h.t. at fortsætte arbejdet der er påbegyndt af AEPS. Som det fælles kommunike udtrykker det:
	Ministrene anså etableringen af dette nye regeringsforum som et milepæl i deres forpligtigelse til at forbedre samarbejdet i det cirkumpolare nord. Rådet vil give mulighed for en mekanisme til at adressere de fælles bekymringer og udfordringer som deres regeringer og de arktiske folk står overfor. I denne henseende henviste ministrene specielt til beskyttelsen af det arktiske miljø og bæredygtig udvikling som baggrund for forbedringer af det økonomiske, sociale og kulturelle godtbefindende i Arktis.
	Men hvordan er dette muligt når talrige udviklingsprojekter ikke er følsomme overfor miljøbeskyttelse og bæredygtig udvikling, eller ånden i arktisk miljøsamarbejde. Hvordan kan bæredygtig udvikling opnås i arktiske regioner når de påvirkes af den globale økonomis ebbe og flod? Udvikling i stor skala fortsætter i Arktis, selvom begejstringen over AEPS og Arktisk Råd måske har utydeliggjort den for en tid. Men det er ikke kun nationalstater med arktiske territorier, der betragter ressourceudvikling i det cirkumpolar nord med stigende interesse. Den økonomiske fremtid i Arktis afhænger af globale og økonomiske processer, der gør de arktiske regioner sårbare overfor omskiftelige verdensmarkeder.
	Lande, såsom Japan, Korea og EU-medlemslande udgør markeder for værdifulde arktiske ressourcer, hvorved det cirkumpolare nord placeres solidt i verden. Tæt befolkede områder af verden med ingen eller få egne ressourcer kan ikke bibeholde deres voksende befolkningers materielle behov. De ser mod nordlige regioner efter fiskeriudvikling, kulbrinte og mineraler. Sibirien har f.eks. nogle 20% af verdens samlede skovarealer; omkring 40% af verdens samlede nåletræsskov, og Beringshavet er et af de rigeste fiskeområder på jorden. Fiskebestande i Beringshavet er ikke desto mindre truede af den kommercielle ånd i fiskeindustrien (fiskeriet efter lubbe/ blåsej blev standset i 1992 p.g.a.overfiskeri), og USA er kun et af mange lande der bidrager til forringelsen af Beringshavets økosystem. Overfiskeri af en stor international fiskeriflåde har også en effekt på havets økosystem i det europæiske Arktis. Der er et presserende behov for at opnå enighed om forvaltningsbestemmelser, men det bemærkes at fiskeriet ikke synes at have fokuseret på arktisk miljøsamarbejde. Der er usikkerhed om hvorvidt fiskeri vil adresseres m.h.p. bæredygtig ressourceudnyttelse i Arktisk Råd. Der er ligeledes uenighed om kommercielt fiskeris virkning på miljøet. En rapport lavet af det Europæiske Miljøagentur (European Environmental Agency/ EEA) påpeger at kommercielt fiskeri har den største indflydelse på det marine økosystem, men en rapport fra Nordisk Ministerråd modsiger EEA idet den konkluderer, at overfiskeri i europæiske farvande ikke har formindsket bestandene.
	Arbejdet der påbegyndtes af AEPS og dens forskellige arbejdsgrupper, og som nu fortsættes af Arktisk Råd, fokuserer primært på at overvåge effekterne af arktiske miljøproblemer; forsøger at give status på arktiske miljørapporter og formidle denne information tilbage til politikere, forskere og oprindelige folk, samt anbefale regeringsministre handling i miljøbeskyttelse og bæredygtig udvikling. Mens det er generelt anerkendt at mange af de arktiske miljøproblemer oprinder udenfor regionen, så savner arktisk miljøbeskyttelse alvorligt et bredere perspektiv på de regionale og globale niveauer af miljøforandringens pres på ressourcer. Hvad der sker i den resterende verden er ligeså betydningsfuldt for Arktis. Arktisk miljødiskurs reproducerer billedet af Arktis som et naturligt laboratorium for studier i global forandringer af miljøet (en nyttig frase at bruge når søgning af forskningsmidler skal retfærdigøres), men formår ikke at overveje, at det er ligeså vigtigt at inddrage relevansen af fattigdom i udviklingslande, skovrydning i Nepal, oversvømmelser i Bangladesh, eller transnationale selskabers aktiviteter i Sydøst Asien for den arktiske fremtid, dens folk og dens ressourcer.
	De største trusler mod den arktiske økologi er primært resultaterne af sociale betingelser, der opstår af menneskelig aktivitet og interaktion med miljøet i lokale, regionale og globale kontekster. Men forslagene fra arbejdsgrupperne, der blev startet under AEPS, har været at overvåge de systemiske og kumulative effekter af global processer i en bestemt region, selvom den geografisk er meget stor, fremfor at søge forståelse for komplekse sociale, økonomiske og politiske processer der udgør de underliggende årsager til global miljøforandring og efterspørgsel af ressourcer. Fremtidige strategier for arktisk miljøbeskyttelse og bæredygtig udvikling kunne drage nytte af at bevæge sig ud over den arktiske centrisme, i et forsøg på at forstå økonomiske og miljømæssige sammenhænge mellem Arktis og andre regioner i verden.
	De som er involverede i arktiske miljøbeskyttelsesinitiativer bør inddrage globaliseringens processer. Som det stort set er tilfældet i hver eneste region af verden, så er sociale, økonomiske og politiske sammenhænge virkeligtblevet globaliserede. I det moderne Arktis bliver alle aspekter af livet påvirket og formet af begivenheder, tendenser, beslutninger og aktiviteter der finder sted andre steder. Et hurtigt blik på de velfyldte hylder i et supermarked i Fairbanks; at drikke en kop kaffe med sælfangere på isen i det nordlige Grønland (hvis koner forarbejder sælskind der tilsidst eksporteres til Japan) er nok til at vise hvordan folk i Arktis er en del af et globalt netværk for produktion og udveksling. Eftersom Arktis er uløseligt forbundet med det globale system i komplekse kulturelle, ideologiske, økonomiske og politiske netværk, er det nødvendigt at forstå processen bag globalisering og emner som befolkning, produktion, teknologisk forandring, forbrug og livsstil i et globalt perspektiv. En voksende befolkning medvirker til en betydelig efterspørgsel på ressourcer, ogverdens produktion stiger for at kunne holde trit med forbruget. Dette leder uundgåeligt til formindskelsen af naturressourcer såsom kul, olie, gas og mineraler, og bidrager til udledningen af drivhusgasser, som kuldioxid, tab af leveområder og udryddelsen af flora og fauna.
	Miljøet belastes ikke blot af udviklede lande, der drives frem af ønsket om økonomisk fremgang, vedligeholdelse af velhavende livsstile og pulserende økonomier (f.eks. japansk industri der formindsker skovene på Sarawak og Sabah), men også af udviklingslande. En af kolonialismens legender har været skabelsen og udformningen af samfund der nu ikke blot behøver at tilpasse sig post-koloniale systemer, men følger den samme bane af økonomisk udvikling som i-landenes. Mange af udviklingslandene er nødt til at finde måder hvorpå de kan udvide deres økonomiske fundament. Industriel udvikling betyder mere forbrænding af fossile brændstoffer og stigende udledninger af kuldioxid. Udviklingslandene skal ikke blot føde deres voksende befolkninger, men de skal også betale enorme summer i international gæld, der igen betyder skovfældning (som det er tilfældet i Amazonas). Væksten af byområder i udviklingslandene sætter miljøet under forstærket pres. Selvom størstedelen af i-landenes befolkninger lever i byområder, så har Afrika den hurtigste befolkningstilvækst i byerne, og efter de første årtier i det 21. århundrede, så vil halvdelen af verdens befolkning sandsynligvis kunne findes i Syd- og Sydøstasien. De fleste folk i disse regioner vil da leve i byer, der ikke kan producere nødvendigheder til at understøtte sig selv. Ressourcer fra landområder, have og områder såsom Arktis vil være centrale i en verden med stigende urbanisering.
	Fremtiden for de arktiske regioner er måske forbundne med andre, ikke-arktiske regionale, sociale, politiske og økonomiske interesser. I The Age of the Arctic (1989) påpeger Osherenko og Youngvigtigheden af at betragte fremtidens udvikling i Arktis i lyset af transnationale forbindelser fremfor den klassiske model med center-perifæri forbindelser, udviklede under den interne kolonialismes betingelser. De skriver:
	Udenlandske investorer kan love kapital og avancerede teknologier til arktisk udvikling, og såvel sørge for markeder hvor der ikke er noget lokalt behov. Med få undtagelser...har dette ikke resulteret i kolonialistiske forhold, endog neo-kolonialistiske forhold. Men direkte investeringer på vegne af fremmede selskaber eller regeringer er endnu hastigt voksende hvorved der skabes et komplekst netværk af transnationale forbindelser i Arktis.
	Fiskeriet repræsenterer et godt eksempel på hvordan transnational praksis påvirker lokale livsvilkår og ofte forhindrer bæredygtig udvikling. Arktiske samfund der er afhængige af levende ressourcer fra havet oplever, som det kunne være tilfældet i enhver anden region i verden, globaliseringens effekt og indflydelse. Disse opleves i stigende grad i alle aspekter der vedrører det sociale, økonomiske og kulturelle liv. Det er vigtigt at anskue de mange problemer i kystsamfundene i relation til den globale restrukturering af fiskeriet, balancen i konkurrencen mellem forskellige arter og forskellige fiskeområder, internationaliseringen af ressourcer til fiskefabrikker, udsalgsmarkeder og redistribueringen af rigdom fra traditionelle aktører, såsom lokale fiskere og lokale forarbejdere, til magtfulde globale medspillere i form af transnationale selskaber. En af globaliseringens hovedimplikationer for fiskeriet ses med al tydelighed i modeller for ressourceforvaltning og i transitionen fra fisk som almen ressource til privat ejendom. På denne måde forvandles fiskeriet fra industrier eller levemåder der er under kontrol og regulering af lokale, regionale og nationale myndigheder til globale foretagender, der domineres af en håndfuld transnationale selskaber.
	Relationerne mellem international handel, miljøet og bæredygtig udvikling har ikke fundet udbredt forståelse, og globale markedstendenser er medbestemmende i hvor lang tid bæredygtig brug af havets levende ressourcer kan fortsætte. Som det er nu, så konstituerer subsidier til fiskeri en af nøglebarriererne til bæredygtigt fiskeri; forstyrrer handel og skaber overkapacitet i fiskeriflåderne. Derved opstår overfiskeri og nedgang i fiskebestande. Evnen til at opnå bæredygtig udvikling afhænger af landenes udfasning af subsidieringsaftaler, og det er bemærkelsesværdigt at Island har taget en ledende rolle i denne henseende. Forsøg på at opmuntre fiskere til at flytte deres opmærksomhed væk fra nedadgående bestande og i stedet koncentrere sig om at bæredygtige fisketeknikker finder sted via internationalt samarbejde på baggrund af formuleringen af kriterier for økomærkning af fiskeprodukter. Alt imens føde og landbrugsorganisationen (Food and Agriculture Organisation - FOA) er involveret i dette arbejde, så har store selskaber og NGOer også gjort væsentlige fremskridt i sigtet mod sikringen af gode miljømæssige metoder via et økomærkningssystem. Et godt eksempel er Marine Stewardship Council (MSC), et initiativ af startet af Unilever og Verdensnaturfonden. MSC har pålagt sine egne globale standarder for bæredygtigt fiskeri og arbejder på at skabe nye markeder ved at belønne gode fiskerimetoder. Dette kan i sig selv udgøre en trussel mod kystsamfundenes levedygtighed, samt lokale industrier der er baserede på produkter fra havet , efterhånden som international handel og forbrugermagt lægger stigende vægt på sikkerheden og troværdigheden ved havets produkter som menneskelig føde. Selvom det tilsigter gode bæredygtige metoder, så risikerer økomærkning at sløre handelsbarrierer - effektiviteten af et sådan system vil først blive kendt efterhånden som forskning i kystområdernes lokale økonomier og fiskemetoder er blevet kontekstualiserede i forhold til internationaliseringen af produktion og udveksling, samt transnationale selskabers involvering i fiskeri.
	Samfund langs kysterne, der er afhængige af at kunne høste havets levende ressourcer, er i risikozonen p.g.a. globale kræfter, international handel, restruktureringen af fiskeriet, udbredelsen af fælles fiskeripolitik og miljøaktivisters handlinger. Men de udfordres også indefra af skiftende dynamik i samfundene; aftagende vigtighed af slægtskab og familie for den sociale organisation i fiskeriet; forskellige lokale svar på social forandring, og af kløfterne iblandt og imellem de lokale og nationale fiskeres organisationer. Et karakteristisk træk for samfundene langs kysterne i Grønland, Island, og det nordlige Norge, er at lokalt fiskeri, traditionelt betragtet, har foregået ilille skala og omkring familien. De har udviklet deres egne særegne sociale organisationer centrerede omkring tæt forbundne slægtskabsgrupper, hvorfra medlemmer til besætningerne på fiskebåde blev rekrutterede. Den nuværende realitet for små samfund i mange kystområder er at folk er tiltagende afhængige af okkupationelle relationer som tilsætning til, eller i stedet for, slægtskabsrelationer. Som det allerede er tilfældet i mange nordatlantiske fiskerisamfund, udfra et okkupationelt perspektiv, så bliver fysisk definerede samfund med gensidige interesser, der udtrykkes via tæt slægtskab, erstattet af spredte netværk baserede på okkupationalle relationer og formelle kontraktuelle relationer. I et stigende teknologiseret og moderniseret Grønland er jagt f.eks. blevet mere 'kommercialiseret' mens fiskeri er blevet mere teknologisk komplekst. Fiskere investerer istigende grad i større sofistikerede skibe og både til at fiske i de forskellige vande omkring Grønland. Mens, som det er i nogle tilfælde, at mandlige slægtskabsmedlemmer såsom brødre investerer i disse fartøjer sammen, så er besætningsmedlemmer ikke altid i samme slægt, men velkvalificerede ikke-familiemedlemmer der modtager løn fremfor andele i profitten.
	Den bæredygtige brug af havets levende ressourcer og den lokale levedygtighed trues af transformationen af fisk, sæler og hvaler fra at være ressourcer med almen brugsret til at være privat eje: opdelelige varer der ligger under for rationelle forvaltningsordninger. I Island er princippet om almen brugsret blevet tilført levende ressourcer i hele landets historie, mens det i Grønland traditionelt har været tilfældet at ingenmennesker ejer dyr. I begge tilfælde, som det også forholder sig i andre nordatlantiske fiskerisamfund, så bliver en fisk eller et havpattedyr ikke en vare der ligger under for private ejerskab indtil den rent faktisk er blevet fanget og derved forvandlet til privat eje. Selv da modvirker komplekse lokale regler, overbevisninger og kulturelle vaner den eksklusive fornemmelse af privat ejerskab. I denne henseende har udviklingen af markeder for grønlandske fisk, mens de udgør en indkomst for lokale fangere og fiskere, provokeret en debat i de små samfund om den rette brug af levende havets levende ressourcer. For mange folk repræsenterer sæl- og hvalfangst relationer der kan udtrykkes ideologisk, naturligt og kulturelt - delingen og distributionen af kød udtrykker og bevarer sociale relationer. Selvom meget kød fra havpattedyr endnu uddeles til fangernes umiddelbare og udvidedefamilie, så er et stigende antal fangere og fiskere i mange områder i Grønland begyndt at sælge deres subsistensfangst til fabrikker, der nu kan findes i de fleste landsbyer - af de samme grunde der nævntes tidligere. Når der fanges og fiskes for at tilfredsstille markedsbehov, udover den lokale og regionale økonomi, så opstår der en følelse af at den traditionelle ideologi om subsistens, med dens vægt på slægtskab, sammenhold, deling og reciprokalitet, forstyrres og ændres for evigt.
	Den skiftende natur af politiske og kulturelle forståelser former brugen af Arktis. Konsekvenserne af global forandring og pres på ressourcer; de konfliktuelle politiske, kulturelle og æstetiske værdier der retter sig mod fremtiden, nødvendiggører alle en teoretisk revurdering af den geopolitiske situation i Arktis. Nylige geografiske og politiske perspektiver på hvordan de arktiske regioner forandrer sig, under geopolitisk, økonomisk og kulturelt pres, har vist fremgang i denne henseende. På vej ind i det 21. århundrede vil forskning i både naturvidenskab og socialvidenskab blive mere værdifuld i kraft af de bidrag de yder til vores forståelse afden globale dagsorden. Men det er ligeså vigtigt at overveje globale processer og deres effekt, hvis vi skal forstå det nutidige Arktis og dets placering i det globale system.

Previous Chapter