The ArcticMainpage
Click to view
PDF-version
PDF-version
of this article
ARKTIS FORANDRER SIG
Mark Nuttall
KAPITELS:
  Nęste kapitelNext Chapter
ET MILJØ PÅ SPIL
  Det er svært at rejse i langt i Arktis uden at møde kræfterne og effekterne af det globale kapitalistiske industrielle system, årtier med socialistisk ideologi i rigelige mængder, eller påmindelser om hvor strategisk vigtig regionen var under den kolde krig. Store olieproducerende strukturer, såsom Prudhoe Bay ved Alaska North Slope, er tilknyttede metropolernes centre via et konstant stigende antal grusbelagte forsyningsveje. Olie- og gasrørledninger, nogle rustne og utætte, slanger sig over flere hundrede mil af tundra og bjergkæder, alt imens seismiske stier og arrene af skovrydning har sat dybe spor i tundraens og de boreale landskaber.
  Selv i øde områder, langt væk fra menneskelige bebyggelser, er uvelkomne møder med skrald og industrielt, samt militært affald, påmindelser om skrøbeligheden og sårbarheden i Arktis, og det indtrængende væsen som menneskelig aktivitet byder. I det nordøstlige hjørne af Grønland (i et ubeboet område af en nationalpark) kan man f.eks. finde plastikposer, fiskenet, pigtråd, benzindunke og ølflasker, der er skyllede op på kyster der sjældent besøges af mennesker. På Alaskas Seward Peninsula (en halvø) har lokale folk fundet korroderende flybatterier i floder, der forsyner deres fiskelejre med drikkevand i sommermånederne; køretøjer efterladt af USAs militær, og beholdere med sennepsgas halvt begravede i tundraen. I 1994, fem år efter Exxon Valdez grundstødte og derved lækkede 49,5 millioner liter råolie fra North Slope ud i Prince William Sound, var det muligt at tale med fiskere fra det sydlige Alaska der endnu forsøgte at komme overens med katastrofens indvirkning på deres levevilkår.
  Exxon Valdez hændelsen i Alaskas Prince William Sound i 1989 illustrerer farerne ved at transportere olie til søs, og nylige udslip fra russiske olierørsledninger har ligeså rejst spørgsmål om deres driftsikkerhed. Et sted imellem 5-10% af den russiske olieproduktion menes at gå tabt via lækager, udblæsninger af oliekilder, spild og tyveri. Mindre udslip fra skibe, såsom tankskibe, fragtskibe, fiskeriflåden og færger der opererer i de nordlige vande, er også forureningskilder og kan ikke uden videre overvåges, men deres indvirkning på arktiske økosystemer kan alligevel være betydelige. Isbjørne, sæler, havoddere og havfugle lider allerede jævnlige tab p.g.a. olieforurening, mens grønlandshvalernes migrationsruter gennem koncessionsområder for olie og gas i Chukchi-havet kan blive alvorligt forstyrrede, hvis udviklingen fortsætter. Forskere har beskrevet hvordan isbjørnes nysgerrighed let får dem til at undersøge fremmede objekter og lugte, deriblandt offshore boreplatforme og benzindunke i arktiske landsbyer og inuit fangstlejre. De risikerer også døden ved at undersøge olie direkte, ved at slikke olien af deres pels eller ved at spise forurenede sæler eller fugle.
  Olie forbliver i længere perioder i Arktis p.g.a. de lave temperaturer, der resulterer i lav fordampning, og de relativt små mængder lys i løbet af året reducerer den ultraviolette stråling, der er nødvendig for nedbrydning. Indvirkningerne fra olieforurening på tundra-miljøerne kan forblive synlige på lav i adskillige år: lav udgør hovedfødekilden for rensdyr, og andre planter der er specielt sårbare overfor forurening. På land hjælper sne og is måske med til at stabilisere olien om vinteren, men forårets optøning frigiver det blot igen (sammenfaldende med ankomsten af migrerende fugle). Samtidigt hjælper den arktiske is med til at hæmme bølgegang på havets overflade, der i mere tempererede regioner ville hjælpe med til at mildne effekterne af olieforurening. Oliebrande producerer også røgskyer, der koncentreres ved de lave atmosfæriske inversioner af luft i Arktis. Røgskyer fra oliebrande reducerer ikke blot vigtige niveauer for solstråling, men indeholder tilmed forurenende stoffer, der er skadelige for menneskers helbred såvel som hav- og landmiljøers produktivitet.
  Andre trusler mod det arktiske miljø og befolkninger er mindre synlige, men ikke desto mindre virkelige. UVB stråling har effekt på menneskers hud, øjne og immunforsvar. Atmosfærisk forurening og havforurening medvirker til at forureningsstoffer indtræder i fødekæden på alle niveauer. Fordi disse vedvarende organiske forurenende stoffer (Persistent Organic Pollutants/ POP) nedbrydes langsommere i Arktis end i varmere regioner, så udgør de en større trussel mod mennesker og dyr. Som eksempel kan nævnes polychlorinerede biphenyler (olieagtige og menneskeskabte substanser der populært kendes som PCB, og som fordamper fra lossepladser og brændende olie), der er fundet i brystmælk blandt canadiske inuit kvinder. PCB forårsager kræft og skader børns neurologiske og hormonelle udvikling. Høje niveauer af kviksølv er også fundet i levervæv på sælarter der udgør primære fødekilder for isbjørne, og danner såvel basis for subsistensjagt- og fangerkulturerne i mange inuit samfund. I Grønland har hver sjette person skadelige niveauer af kviksølv i deres blod; andre giftige kemikalier fundet hos inuit inkluderer toxaphen og chlordane. Tundra og marine økosystemer befinder sig også i risikozonen for dumping af atomaffald og forurenende tungmetaller. Atomprøvesprængninger er blevet udført nær Novaya Zemlya in det russiske Arktis, mens radioaktivitet påvirker Nordatlanten og Barentshavet. De højeste niveauer af radioaktiv forurening langs den norske kyst er f.eks. ikke oprindeligt fra Rusland, men fra radiokemiske værker i Storbritannien og Frankrig.
  Global opvarmning, forårsaget af stigende udslip af drivhusgasser, truer betydeligt Arktis og levevilkårene for oprindelige folk. Arktiske økosystemer er ekstremt følsomme overfor klimaforandringer, og en sandsynlig stigning i vintrenes gennemsnitstemperaturer på 3 til 6 gange det globale niveau er forudset. Der er allerede bevis på at vintre i arktiske og sub-arktiske regioner er ved at blive varmere. Mens klodens gennemsnitlige overfladetemperatur er forudsagt at stige mellem 2 og 5 C over de næste halvtreds til hundrede år, så er Arktis forudset større temperaturstigninger: op til 10 C. Global opvarmning kunne reducere havisens udbredelse; permafrost kunne tø hurtigere om foråret, men bruge længere tid på at fryse om efteråret; fiskebestande ville ændre sig og dyrenes migrationsruter, såsom caribou, ville blive forstyrrede efterhånden som skovenes, tundraernes og kystområdernes miljøer tilpassede sig nye levebetingelser. Klimaforandring vil sandsynligvis også forstyrre livet for millioner af trækfugle, når de finder mindre føde vedhvilesteder, overvintringsteder og ynglepladser. Jagt, fangst og fiskeri ville blive alvorligt berørte, og de små og isolerede samfunds økonomier, der allerede nu er er sårbare overfor ændringer i den globale økonomi, ville lide drastisk under disse forhold.
  Klimatiske processer i Arktis påvirker globale betingelser, der igen bidrager til videre forandring i Arktis. Nogle forskere påpeger dog forsigtigt, at mens kollektive data af globale temperaturer indikerer, at der har fundet en overfladeopvarmning sted på mellem 0,3 og 0,6 C sted i løbet af de sidste hundrede år, så findes der ingen regionale studier der bekræfter disse verdensomspændende træk. Tværtimod er atmosfæriske temperaturgennemsnit i Arktis sæsonalt og geografisk betingede. Alligevel er der betydelig frygt for atudsigterne ved global opvarmning, der påvirker Arktis og kan forårsage smeltning af ismasserne, også kan true lavtliggende kystbyer og lande såsom Bangladesh og Nederlandene. Smeltningen af den arktiske permafrost vil udløse enorme mængder af metan, der vil bidrage yderligere til drivhuseffekten. Klimaopvarmning kan måske også resultere i større skydække, samt højere niveauer af fordampning som et resultat af mere kondens (en anden drivhusgas) i atmosfæren. Der er fundet et hul i ozonlaget over Arktis (såvel som over Antarktis), og det diskuteres blandt forskere, at hvis ozonlaget bliver tyndere eller hullet bliver større, så er der en række konsekvenser for ikke blot Arktis men hele Jorden. Da ozon, en gasart der findes 20-50km oppe i jordens atmosfære hjælper til at reducere eller filtrere den energifulde ultraviolette stråling fra solen, så betyder fortyndingen af ozonlaget, at mere ultraviolet stråling vil nå jordens overflade. Mulige konsekvenser inkluderer mutationer i plantevækst og forhøjet risiko for hudkræft blandt mennesker og dyr. Reduktion af ozon bidrager muligvis også til en gravis opvarmning af jordens overflade. En af hovedårsagerne til reduktion af ozon er udledningen af Chloroflourocarbon (CFC) - menneskeskabte gasarter der bruges i køleskabe og spraydåser, der er ikke-nedbrydelige og når udledt i atmosfæren hjælper til med at fortynde ozonlaget.
  Arktis har en ikke-misundelsesværdig fordel af at være et naturvidenskabeligt laboratorium i studier af globalt miljø. Nogle af de mest alarmerende eksempler i de seneste år på at miljøproblemer i Arktis er globale fremfor regionale inkluderer forureningen af lav og rensdyr (der spiser lav) i det nordlige Skandinavien efter Tjernobyl ulykken; fundet af PCB i brystmælk blandt canadiske inuit kvinder (der viste sig at være fire gange højere end niveauet blandt kvinder bosat i det sydlige Canada); arktisk tåge, der giver det bedste eksempel på langtrækkende transport af atmosfærisk forurening. Som en fotokemisk smog, der er mest problematisk om vinteren, indeholder arktisk tåge forurenende stoffer, der stammer fra industrielle aktiviteter såsom forbrænding af olie og kul, og fremstilling af stål. Disse transporteres via luften fra Europa og Asien til de nordlige polarområder, hvor tågernes partikler, pga. den koldere luft, vedbliver med at eksistere. Svovlpartikler er det mest almindelige komponent af arktisk tåge og de truer ikke blot lavtliggende ozon, men de forstyrrer også atmosfæriske energistrømme og bidrager til syreregn. Andre forurenende stoffer findes i kobber, bly, zink og arsenik. De findes i lav- og mosarter i Alaska, Sverige, Norge og Finland, men falder også ned i nogle af de bedste fiskeområder i Arktis.
  Nęste kapitelNext Chapter
The Arctic is changing by Mark Nuttall. http://www.thearctic.is
Copyright Stefansson Arctic Institute and individual authors ©2000
Developed in partnership with the EU Raphael Programme