 |
ET MILJØ
PÅ SPIL |
| |
Det er svært at rejse i langt
i Arktis uden at møde kræfterne og effekterne af det
globale kapitalistiske industrielle system, årtier med socialistisk
ideologi i rigelige mængder, eller påmindelser om hvor
strategisk vigtig regionen var under den kolde krig. Store olieproducerende
strukturer, såsom Prudhoe Bay ved Alaska North Slope, er tilknyttede
metropolernes centre via et konstant stigende antal grusbelagte
forsyningsveje. Olie- og gasrørledninger, nogle rustne og
utætte, slanger sig over flere hundrede mil af tundra og bjergkæder,
alt imens seismiske stier og arrene af skovrydning har sat dybe
spor i tundraens og de boreale landskaber. |
| |
Selv i øde områder, langt
væk fra menneskelige bebyggelser, er uvelkomne møder
med skrald og industrielt, samt militært affald, påmindelser
om skrøbeligheden og sårbarheden i Arktis, og det indtrængende
væsen som menneskelig aktivitet byder. I det nordøstlige
hjørne af Grønland (i et ubeboet område af en
nationalpark) kan man f.eks. finde plastikposer, fiskenet, pigtråd,
benzindunke og ølflasker, der er skyllede op på kyster
der sjældent besøges af mennesker. På Alaskas
Seward Peninsula (en halvø) har lokale folk fundet korroderende
flybatterier i floder, der forsyner deres fiskelejre med drikkevand
i sommermånederne; køretøjer efterladt af USAs
militær, og beholdere med sennepsgas halvt begravede i tundraen.
I 1994, fem år efter Exxon Valdez grundstødte og derved
lækkede 49,5 millioner liter råolie fra North Slope
ud i Prince William Sound, var det muligt at tale med fiskere fra
det sydlige Alaska der endnu forsøgte at komme overens med
katastrofens indvirkning på deres levevilkår. |
| |
Exxon Valdez hændelsen i Alaskas
Prince William Sound i 1989 illustrerer farerne ved at transportere
olie til søs, og nylige udslip fra russiske olierørsledninger
har ligeså rejst spørgsmål om deres driftsikkerhed.
Et sted imellem 5-10% af den russiske olieproduktion menes at gå
tabt via lækager, udblæsninger af oliekilder, spild
og tyveri. Mindre udslip fra skibe, såsom tankskibe, fragtskibe,
fiskeriflåden og færger der opererer i de nordlige vande,
er også forureningskilder og kan ikke uden videre overvåges,
men deres indvirkning på arktiske økosystemer kan alligevel
være betydelige. Isbjørne, sæler, havoddere og
havfugle lider allerede jævnlige tab p.g.a. olieforurening,
mens grønlandshvalernes migrationsruter gennem koncessionsområder
for olie og gas i Chukchi-havet kan blive alvorligt forstyrrede,
hvis udviklingen fortsætter. Forskere har beskrevet hvordan
isbjørnes nysgerrighed let får dem til at undersøge
fremmede objekter og lugte, deriblandt offshore boreplatforme og
benzindunke i arktiske landsbyer og inuit fangstlejre. De risikerer
også døden ved at undersøge olie direkte, ved
at slikke olien af deres pels eller ved at spise forurenede sæler
eller fugle. |
| |
Olie forbliver i længere perioder
i Arktis p.g.a. de lave temperaturer, der resulterer i lav fordampning,
og de relativt små mængder lys i løbet af året
reducerer den ultraviolette stråling, der er nødvendig
for nedbrydning. Indvirkningerne fra olieforurening på tundra-miljøerne
kan forblive synlige på lav i adskillige år: lav udgør
hovedfødekilden for rensdyr, og andre planter der er specielt
sårbare overfor forurening. På land hjælper sne
og is måske med til at stabilisere olien om vinteren, men
forårets optøning frigiver det blot igen (sammenfaldende
med ankomsten af migrerende fugle). Samtidigt hjælper den
arktiske is med til at hæmme bølgegang på havets
overflade, der i mere tempererede regioner ville hjælpe med
til at mildne effekterne af olieforurening. Oliebrande producerer
også røgskyer, der koncentreres ved de lave atmosfæriske
inversioner af luft i Arktis. Røgskyer fra oliebrande reducerer
ikke blot vigtige niveauer for solstråling, men indeholder
tilmed forurenende stoffer, der er skadelige for menneskers helbred
såvel som hav- og landmiljøers produktivitet. |
| |
Andre trusler mod det arktiske miljø
og befolkninger er mindre synlige, men ikke desto mindre virkelige.
UVB stråling har effekt på menneskers hud, øjne
og immunforsvar. Atmosfærisk forurening og havforurening medvirker
til at forureningsstoffer indtræder i fødekæden
på alle niveauer. Fordi disse vedvarende organiske forurenende
stoffer (Persistent Organic Pollutants/ POP) nedbrydes langsommere
i Arktis end i varmere regioner, så udgør de en større
trussel mod mennesker og dyr. Som eksempel kan nævnes polychlorinerede
biphenyler (olieagtige og menneskeskabte substanser der populært
kendes som PCB, og som fordamper fra lossepladser og brændende
olie), der er fundet i brystmælk blandt canadiske inuit kvinder.
PCB forårsager kræft og skader børns neurologiske
og hormonelle udvikling. Høje niveauer af kviksølv
er også fundet i levervæv på sælarter der
udgør primære fødekilder for isbjørne,
og danner såvel basis for subsistensjagt- og fangerkulturerne
i mange inuit samfund. I Grønland har hver sjette person
skadelige niveauer af kviksølv i deres blod; andre giftige
kemikalier fundet hos inuit inkluderer toxaphen og chlordane. Tundra
og marine økosystemer befinder sig også i risikozonen
for dumping af atomaffald og forurenende tungmetaller. Atomprøvesprængninger
er blevet udført nær Novaya Zemlya in det russiske
Arktis, mens radioaktivitet påvirker Nordatlanten og Barentshavet.
De højeste niveauer af radioaktiv forurening langs den norske
kyst er f.eks. ikke oprindeligt fra Rusland, men fra radiokemiske
værker i Storbritannien og Frankrig. |
| |
Global opvarmning, forårsaget
af stigende udslip af drivhusgasser, truer betydeligt Arktis og
levevilkårene for oprindelige folk. Arktiske økosystemer
er ekstremt følsomme overfor klimaforandringer, og en sandsynlig
stigning i vintrenes gennemsnitstemperaturer på 3 til 6 gange
det globale niveau er forudset. Der er allerede bevis på at
vintre i arktiske og sub-arktiske regioner er ved at blive varmere.
Mens klodens gennemsnitlige overfladetemperatur er forudsagt at
stige mellem 2 og 5 C over de næste halvtreds til hundrede
år, så er Arktis forudset større temperaturstigninger:
op til 10 C. Global opvarmning kunne reducere havisens udbredelse;
permafrost kunne tø hurtigere om foråret, men bruge
længere tid på at fryse om efteråret; fiskebestande
ville ændre sig og dyrenes migrationsruter, såsom caribou,
ville blive forstyrrede efterhånden som skovenes, tundraernes
og kystområdernes miljøer tilpassede sig nye levebetingelser.
Klimaforandring vil sandsynligvis også forstyrre livet for
millioner af trækfugle, når de finder mindre føde
vedhvilesteder, overvintringsteder og ynglepladser. Jagt, fangst
og fiskeri ville blive alvorligt berørte, og de små
og isolerede samfunds økonomier, der allerede nu er er sårbare
overfor ændringer i den globale økonomi, ville lide
drastisk under disse forhold. |
| |
Klimatiske processer i Arktis påvirker
globale betingelser, der igen bidrager til videre forandring i Arktis.
Nogle forskere påpeger dog forsigtigt, at mens kollektive
data af globale temperaturer indikerer, at der har fundet en overfladeopvarmning
sted på mellem 0,3 og 0,6 C sted i løbet af de sidste
hundrede år, så findes der ingen regionale studier der
bekræfter disse verdensomspændende træk. Tværtimod
er atmosfæriske temperaturgennemsnit i Arktis sæsonalt
og geografisk betingede. Alligevel er der betydelig frygt for atudsigterne
ved global opvarmning, der påvirker Arktis og kan forårsage
smeltning af ismasserne, også kan true lavtliggende kystbyer
og lande såsom Bangladesh og Nederlandene. Smeltningen af
den arktiske permafrost vil udløse enorme mængder af
metan, der vil bidrage yderligere til drivhuseffekten. Klimaopvarmning
kan måske også resultere i større skydække,
samt højere niveauer af fordampning som et resultat af mere
kondens (en anden drivhusgas) i atmosfæren. Der er fundet
et hul i ozonlaget over Arktis (såvel som over Antarktis),
og det diskuteres blandt forskere, at hvis ozonlaget bliver tyndere
eller hullet bliver større, så er der en række
konsekvenser for ikke blot Arktis men hele Jorden. Da ozon, en gasart
der findes 20-50km oppe i jordens atmosfære hjælper
til at reducere eller filtrere den energifulde ultraviolette stråling
fra solen, så betyder fortyndingen af ozonlaget, at mere ultraviolet
stråling vil nå jordens overflade. Mulige konsekvenser
inkluderer mutationer i plantevækst og forhøjet risiko
for hudkræft blandt mennesker og dyr. Reduktion af ozon bidrager
muligvis også til en gravis opvarmning af jordens overflade.
En af hovedårsagerne til reduktion af ozon er udledningen
af Chloroflourocarbon (CFC) - menneskeskabte gasarter der bruges
i køleskabe og spraydåser, der er ikke-nedbrydelige
og når udledt i atmosfæren hjælper til med at
fortynde ozonlaget. |
| |
Arktis har en ikke-misundelsesværdig
fordel af at være et naturvidenskabeligt laboratorium i studier
af globalt miljø. Nogle af de mest alarmerende eksempler
i de seneste år på at miljøproblemer i Arktis
er globale fremfor regionale inkluderer forureningen af lav og rensdyr
(der spiser lav) i det nordlige Skandinavien efter Tjernobyl ulykken;
fundet af PCB i brystmælk blandt canadiske inuit kvinder (der
viste sig at være fire gange højere end niveauet blandt
kvinder bosat i det sydlige Canada); arktisk tåge, der giver
det bedste eksempel på langtrækkende transport af atmosfærisk
forurening. Som en fotokemisk smog, der er mest problematisk om
vinteren, indeholder arktisk tåge forurenende stoffer, der
stammer fra industrielle aktiviteter såsom forbrænding
af olie og kul, og fremstilling af stål. Disse transporteres
via luften fra Europa og Asien til de nordlige polarområder,
hvor tågernes partikler, pga. den koldere luft, vedbliver
med at eksistere. Svovlpartikler er det mest almindelige komponent
af arktisk tåge og de truer ikke blot lavtliggende ozon, men
de forstyrrer også atmosfæriske energistrømme
og bidrager til syreregn. Andre forurenende stoffer findes i kobber,
bly, zink og arsenik. De findes i lav- og mosarter i Alaska, Sverige,
Norge og Finland, men falder også ned i nogle af de bedste
fiskeområder i Arktis. |
|
